søndag den 14. september 2008

Kernesundt aftensmad...

...har jeg fået idag hos Marianne & Anders. En suppe med rødbeder, hvidkål, gulerødder og hvad har vi, altsammen naturligvis egen avl. Jeg var smart nok til at tage hen til dem efter en pose æbler lige omkring aftensmadstid, det virkede efter hensigten. Ikke, at det helt bevidst var min hensigt, men det blev det vel hurtigt, da jeg så gryden med det kernesunde mad. Det kan jeg da ikke stå for. Og så er det også civiliseret og hyggeligt at spise sammen. Steen er stadig afsted, han kommer først hjem her til aften, så det er rart at spise med nogle andre end bare mig selv.

Tænker lidt over det med det civiliserede ved at spise sammen, og at det er hyggeligt. Hvordan maden er et samlingspunkt for mennesker. Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at det så tit er maden, der samler os, når det egentlig sagtens kunne være noget andet. Mad er bare noget, vi skal have for at overleve, men vi gør det til noget særligt, noget hyggeligt og civiliseret. Jeg tror nu også for mig personligt, så er det også vigtigt med maden. Det er da i hvert fald sådan, at hvis jeg er alene går jeg altid enten i overdrive med mad - så laver jeg lækker fancy mad til mig selv, eller også går jeg helt i den anden grøft og spiser rugbrødsmadder. Jeg er sjældent i midten, hvor jeg laver noget kedeligt hverdagsmad. Ikke når jeg er alene. Hvordan kan det være? Mærkeligt.

Men tak for mad til Marianne & Anders.

lørdag den 13. september 2008

I'm getting too old for this shit.

For det første: hvad sker der med at vågne kvart over 8 på en lørdag?!? For det andet: hvorfor er der kun sådan nogle kedelige, moderne tegnefilm på tv på det her tidspunkt?!? Mon ungerne idag gerne vil se Yu-Gi-Oh eller ser de det bare, fordi det er det, der er? Og det alternativ der jo er med den lille pakke (udover naturligvis at slukke, men er det ikke for brutalt?) er AKTV. Ikke den mest opløftende tv-morgen. Bare jeg ligesom Ann havde Dick Turpin på dvd. Se, det er godt tv.

Når jeg er færdig med morgen-tv'en her til morgen skal jeg ud i kolonien. Vejret er fint, så jeg skal da lige derud og se til afgrøderne. Måske have en enkelt rødbede og gulerod med hjem. Det er så herligt med crops! Sprængfyldt med lækkerhed. Det er kernesundt! Haha, fik I den? Jeg er på vej til at blive kernesund superbruger...I think not!

Iaften holder Mette K & Bojan cand.mageløs fest, fordi de har afleveret speciale og været til eksamen. Det er da superflot, og jeg kan da godt sidde her og tænke, at det måske egentlig ville have været ok med mundtlig eksamen i forbindelse med specialet, så er der mere afslutning på det. Men selvfølgelig...det er da også nemt bare at aflevere opgaven og så vente og se hvad der sker. Hvis bare, der havde været et lille flag på kuverten med resultatet!

Forøvrigt, tyskerne er nu endelig modige nok til at lave deres udgave af "The Wave". Vi så den amerikanske tv-version i skolen, den er fra 1981, tjek den ud her. Husker den som egentlig ganske ok. Men nu kommer Die Welle, og den ser fed ud. Også rimelig sejt, at tyskerne laver den. De er kommet efter det, med at lave film, som kommer ud til et lidt bredere publikum end de tysk-interesserede. Rock on.

Åh weekend...det er dejligt. Selvom der kun er shit på tv.

fredag den 12. september 2008

Den nye computer og manglende nørde-overskud...

...gør jo så, at jeg lige p.t. tænker, at en blog herpå måske er en helt ok idé. Jeg skal jo holde teknikken ved lige, selvom der jo ikke er særlig meget teknik ved det her. Skal faktisk til et kursus sammen med min kollega Nina i den nærmeste fremtid, såfremt det bevilges af højere instanser, og så skal vi lære at lave hjemmesider. Nemt, og bekvemt hvis jeg vil re-designe min gamle hjemmeside, når jeg nu får taget mig sammen og flyttet crappet (sagde jeg det?) herover på min nye smarte computer.

Så er det weekend igen, og det er altid herligt. Jeg sidder her på sofaen med den bærbare, og multitasker med blog og tv-avisen. Det rusker derude, og jeg har haft efterårsfornemmelser hele dagen. Synes hemmeligt, det er lidt hyggeligt. For så er der dømt the, sweatre og tykke strømper.

Har modtaget en bog med posten, fordi Steen har glemt at afbestille den fra en bogklub, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. Det er Ninka-Bernadette Mauritson & Thorbjørg Hafsteinsdottirs "Kernesund Mad, som Forvandler Familien på Få Uger". For det første: hvad sker der med at hedde Ninka-Bernadette og Thorbjørg!?! For det andet: hvad sker der ligepludselig med at man ikke må få mælk??? Jeg har bladret lidt i den, og jeg ved ikke helt. Noglegange bliver man jo begejstret for ting, der står på skrift, og jeg kan godt følge idéerne om ikke at spise alt muligt crap, og at sukkeret nok burde bandlyses noget mere fra den generelle husholdning. Og så skriver hun jo, at de har fået det bedre i hendes familie, og der er breve fra begejstrede brugere...men hvem sætter også breve i en ny bog fra ikke-begejstrede brugere? Nok ikke smart salgs-teknik tror jeg. Men det værste ved bogen er nu nok, at den er fyldt med opskrifter, som jeg faktisk synes ser rigtig lækre ud. Øv. Hvem ved, om nogle måneder er jeg måske omvendt kernesund bruger...I think not!

Første blog-indlæg. Over and out.