søndag den 14. september 2008

Kernesundt aftensmad...

...har jeg fået idag hos Marianne & Anders. En suppe med rødbeder, hvidkål, gulerødder og hvad har vi, altsammen naturligvis egen avl. Jeg var smart nok til at tage hen til dem efter en pose æbler lige omkring aftensmadstid, det virkede efter hensigten. Ikke, at det helt bevidst var min hensigt, men det blev det vel hurtigt, da jeg så gryden med det kernesunde mad. Det kan jeg da ikke stå for. Og så er det også civiliseret og hyggeligt at spise sammen. Steen er stadig afsted, han kommer først hjem her til aften, så det er rart at spise med nogle andre end bare mig selv.

Tænker lidt over det med det civiliserede ved at spise sammen, og at det er hyggeligt. Hvordan maden er et samlingspunkt for mennesker. Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at det så tit er maden, der samler os, når det egentlig sagtens kunne være noget andet. Mad er bare noget, vi skal have for at overleve, men vi gør det til noget særligt, noget hyggeligt og civiliseret. Jeg tror nu også for mig personligt, så er det også vigtigt med maden. Det er da i hvert fald sådan, at hvis jeg er alene går jeg altid enten i overdrive med mad - så laver jeg lækker fancy mad til mig selv, eller også går jeg helt i den anden grøft og spiser rugbrødsmadder. Jeg er sjældent i midten, hvor jeg laver noget kedeligt hverdagsmad. Ikke når jeg er alene. Hvordan kan det være? Mærkeligt.

Men tak for mad til Marianne & Anders.

Ingen kommentarer: