Tid til pause og portvin.

Det er ikke mere Jul som sådan, men der er stadigvæk den skønne, skønne juleferie, der er over os. Jeg slapper af, det kan jeg ligeså godt sige. Ikke fordi jeg har slappet af hele dagen, jeg har faktisk også ryddet ud på hylderne med film (de-cluttering, anti-materialisme...alt det der) og været nede hos Krejler-Læsehesten og byttet til et par nye. Ikke fordi man kan se det på hylderne, men jeg ved, det er sket, og det er vel det, der tæller?

I min hylde-oprydningsfase stødte jeg på et glædeligt syn: 2 flasker med portvin, som til min store forundring begge var åbnede. Ak og ve, det dur virkelig ikke! De kan jo godt gå hen og blive for gamle, den slags, og det ville jo være så ganske forfærdeligt. Det går virkelig ikke! Derfor arbejdes der i skrivende stund på at gøre noget ved de halve flasker. Heldigvis kommer Ann snart herop, det kan være hun kan hjælpe mig med projektet? Ellers må de med over til Nytår, jeg ved at værtinden værdsætter portvin ligesom jeg gør, og mon ikke den kan gå til desserten...eller bare...med sig selv, fordi vi kan?

På spadsereturen gennem byen var det selvfølgelig umuligt ikke at lægge mærke til udsalget. Jeg synes altid det er lidt snyd når butikkerne starter udsalget allerede nu, vi har lige købt julegaverne, og så kan vi finde dem på udsalg d. 27.december. Jamen, hvad er det da for noget?! Selvom jeg er imod det tidlige udsalg er jeg alligevel lidt hemmeligt på jagt efter storesøstrene til min fantastiske julegave: de røde sko!De findes nemlig også som støvler, og det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg rigtig gerne ville have dem også. Især fordi Sofie Schnoor som en af de eneste har forstået, at ikke alle kvinder har fede ben og ankler, så hun laver rent faktisk støvler, som passer til mine petit ben, og det er intet mindre end fabulous! Desværre ser det ikke endnu ud som om, at heldet er med mig. Så må vi se i de økonomiske kort, om det kan bevilges alligevel, hvis trangen til røde støvler bliver alt for stor til at ignorere. Det kunne jo være.

Ude over Østre Anlæg er der et par familier, der i de sidste par dage har testet fyrværkeri. Jeg forestiller mig, at det er nogle familiefædre, der skal være sikre på at deres fyrværkeri er det optimalt sejeste til d. 31. Det er lidt tosset, men minder os selvfølgelig om, at det er ved at være slut på endnu et år. År 2010 rinder ud. Måske vender jeg tilbage med en status over året der gik, eller en liste over Nytårsfortsætter?

Kærlighed til kager - og egen avl.

Det er sæson for afgrøder igen. Jeg er vild med det...der er noget sejt i at sætte et lille frø i det spæde forår, og så ser man ellers mig stå i køkkenet her d. 9. september og bakse med en kæmpestor, lettere uhandy squash, der skal rives i en kage. Nature giveth, må jeg nok sige. Håber, at 3m værdsætter kagen imorgen.

Sommeren er smuttet for mig i år, synes jeg. Jeg nåede næsten ikke at mærke den helt nede i maven, og så var det første mødedag på gymnasiet, og nu tæller vi ned til studieture og efterårsferier. Er det mon, fordi jeg er ved at blive gammel, at tiden flyver så hurtigt, eller har jeg fået mere at se til? Eller er det bare en fornemmelse jeg har...

Lidt om forskellige tilgangsvinkler.

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det er for lang tid siden, at der er kommet en opdatering om Togkæresterne, og hvordan det går dem på deres togture. Og det er også rigtigt. Dels er det fordi jeg har været så heldig at have temmelig godt matchende skema med en bilist fra Aalborg, så togturen tidligt om morgenen sker ikke så ofte...og dels er det også fordi, der ikke rigtig sker noget, de par gange jeg så er i toget og kan holde øje. Sad, but true. Der er intet nyt.

Jeg undrer mig til stadighed over, hvorfor det ikke går med Togkæresterne. Eller, det går jo, må man håbe. De er vel tilfredse med deres anordning, må man håbe. Men hvorfor er det gået galt? Kommunikation må være svaret. Og her var det, at jeg observerede en episode i en sportsbutik (don't ask!) imellem nogle unge mennesker - lad os kalde dem pre-teens...måske teens, jeg har svært at se det nogle gange. Men i hvert fald, der var denne gruppe piger, der fnisede rigtig meget, og så bliver jeg jo nysgerrig. Det viste sig så, at de kiggede på deres veninde, der stod og talte med en fyr! Hvor sødt, tænkte jeg, og kiggede videre i butikken. Senere så jeg dem stå sammen allesammen, og tænkte: "Åh nej, lad dem nu være, altså!", men så overhørte jeg en af dem sige noget i stil med: "Og hun vil gerne kysse lidt på dig, fordi hun synes du er helt vildt sød, så hvad siger du til det?!?" Så var det at jeg kom til at tænke på, at selvom det vel egentlig var meget synd for den stakkels fyr, sådan at være omringet af piger, men at det på en eller anden måde var meget befriende. Selvfølgelig var det ikke pigen, der ønskede at kysse lidt på fyren, der sagde det selv, men alligevel blev det sagt. Jeg tænker, at hvis de piger bliver ved med at udtrykke deres ønsker og behov, er det så ikke dejligt for dem? Eller, er det bare endnu et udtryk for vores fordomme om, at teens er dybt selv-centrerede og sætter sig selv før alt andet? Det kan også være.

I hvert fald har jeg en lille snigende fornemmelse af, at Togkvinden måske kunne lære lidt af pigerne i sportsbutikken: hun skulle måske udtrykke sine ønsker lidt mere tydeligt (og nu ved jeg godt, at jeg bare går ud fra at problemet i deres forhold er Togfyren...). Jeg synes de ser glade nok ud, Togkæresterne, omend lidt kedelige. De kommer stadig bare hver for sig, og virker sådan...mediumglade for hinanden. Men jeg savner dramaet! Enten den ene eller den anden slags drama: overdreven nussen i toget, eller kold luft henover gratisaviserne. Et eller andet. Det virker som om, de bare har accepteret tingenes tilstand som den er, og så er det sådan. Måske en af dem skulle finde den indre pre-teen frem og sige: "Hør nu her, jeg vil gerne have et rigtigt forhold til dig, hvad siger du til det??!" Hvor svært kan det være?

Med mindre, at parret i sportsbutikken ender som fremtidens Togkærester...

Les Lanciers og Musikgroupies.

Det er tid igen for den årlige skolefests-uge i Hjørring. Som jeg har blogget om før, har Hjørring Gym et lidt underligt fænomen, hvor man fester i 3 dage. Således også i år. Jeg var til festen igår, hvor der var musical først, og så spisning og derefter lanciers for 3.g'erne. Musicalen var lidt speciel i år, for eleverne havde haft meget friere tøjler, og havde selv skrevet næsten hele stykket. Det var noget med kærlighed og musik, og mere kærlighed. Mest kærlighed på tværs af grænser (læs: gay love!), og det var da vældig fint. Der er noget over 17årige fyre og piger, der parodierer flamboyante bøsser og betonlebber. Og de sang da også vældig fint.

Hele lanciers-showet er nu altså også rigtig fint. Pigerne har deres flotte kjoler på, der matcher i kvadrillerne, og drengene køber roser til deres partnere og tænder en cigar bagefter. Hele ceremonien omkring dansen er dejligt gammeldags, og jeg synes der er noget hyggeligt over at få en flok gymnasieelever til at opføre sig så disciplineret og få dem til at gå så meget op i en gammel, støvet dans, der egentlig ikke burde sige dem noget som helst. Herligt.

Bagefter var der små koncerter med elevbands, og aftenens højdepunkt: lærerbandet. Det er altid sjovt at se en flok af lærerne være rock gods i en halv time, for sådan opfører eleverne sig nemlig. Det er skønt, for selvom lærerbandet (med al respekt!) ikke er supergodt, og forsangeren stadig ikke kan teksten til de sange, som de har sunget de sidste mange år, så går eleverne helt amok. Må være sjovt at være på scenen på den måde. Så er vores job egentlig nok ret skægt. Selvom det så er på en tirsdag.

Eldoradopoint.

Et nyt begreb, der er kommet ind i min bevidsthed efter weekendens melodi grand prix. Jeg så det med nogle veninder, og vi skulle selvfølgelig have stemmesedler. De almindelige kunne dog ikke gøre noget for os, så vi lavede vores egne, med flere kategorier. Deriblandt "Eldoradopoint". Dette fantastiske begreb dækker over noget ekstra fantastisk lækkert, som i grand prix-sammenhæng f.eks. kan være at få vand ud over sig mens man synger, have en sej serie eller at have vind i håret. Noget, der er så gennemsyret af stil, at det nærmest gør ondt. Sangene skulle selvfølgelig helst have Eldoradopoint, men ikke alle fik det.

Efter endt grand prix talte vi om, at vi i virkeligheden burde uddele flere Eldoradopoint i hverdagen. Måske bare give os selv nogle point, når vi trænger til det. Vi er tit og ofte bange for at gøre eller sige det forkerte, eller at vi skiller os for meget ud, men det er da noget værre pjat, og slet ikke i Eldorado-ånden. Lad os istedet omfavne det spektakulære, og ikke spekulere så meget på, hvad andre synes om det ene eller det andet. På med pailletterne, og lad os stille os i buskøen så vi får vind i håret! Flere Eldoradopoint i hverdagen starter nu!

I love my job! - part 2

I Hjørring skifter man skema her i midten af januar, fordi 1.g'erne så kommer ind i deres rigtige "studie-retningsklasser". I grundforløbet - altså fra august til nu - har de gået i nogle blandede klasser, der kun er grovsorteret efter om de har valgt musik eller drama. Så nu blandes de stakkels unge mennesker igen, og det betyder selvfølgelig, at de 2 uger her efter Juleferien har været præget af en vis afskedsstemning, og det kan være svært at få dem igang med noget. Man kan synes om det, hvad man vil...nogle klasser er kede af at blive brudt op, mens det sikkert er godt for andre. Jeg ved det ikke. Der er vel plusser og minusser ligegyldigt, hvordan det så end bliver organiseret?

Men se lige her, hvad jeg fik af søde 1æ, som jeg har haft i almen sprogforståelse (AP) og engelsk. Jamen, er det ikke bare til at blive helt glad af, helt inde i hjertet? Det luner da, ja det gør. Det er da fedt at være gymnasielærer så!

I love my job!

Sidder just nu i et klasselokale og ser ud over en stakkels 1g-klasse, der mere eller mindre med anstand sveder over en test! Er det galt, at min indre sadist glæder sig lidt over det med tests? Jeg skal selvfølgelig bruge tid senere på at tjekke deres tests, men lige nu i øjeblikket er det bare lidt rart...sådan at være ond. Eneste minus ved dagens test er bare, at de stakkels små pus har vidst længe, at den kom. Men ellers er det næsten optimalt tilfredsstillende.

Tænker dog lidt over det med tests. Tag nu den, de har idag: De må ikke bruge bog eller noter. Der er jo debat om, om ikke vi skulle tage og følge med tiden og lade de unge mennesker bruge hjælpemidler. Egentlig virker det dumt, at vi skal forestille at forberede dem til en videre uddannelse - eller bare livet generelt - hvor de fleste eksaminer vel idag alligevel ikke er uden hjælpemidler. Hvad skal de så til for, de her gammeldags "Ja, så kan I godt pakke bøgerne væk"-tests? Når vi arbejder i hverdagen er de alligevel vant til at bruge bøger, noter (dem, der bruger noter, that is!) og nettet, og de får endda instrukser i at lære at bruge nettet på en fornuftig måde, så de ikke spilder for meget tid med at søge...og jeg ved virkelig heller ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke jeg kunne bruge hjælpemidler i min daglige forberedelse...så hvad sker der egentlig med denne her forældede tankegang!?! Måske burde jeg gøre oprør og lade mine 1g'ere bruge bogen og noter...men det er selvfølgelig uretfærdigt overfor de 8 andre 1g-klasser på skolen så. Jeg overvejer det til næste år.