Farverne ændrer sig.

Det er skemafri dag fra Hjørring, og så har jeg indtaget pladsen i sofaen for at få lidt arbejde fra hånden (who are we kidding: mailsladder, Facebook, Play.com, Pink is the New Blog, random google...), og så kan jeg rigtig sidde og kigge ud på træerne i Østre Anlæg. De er begyndt at skifte farve. Og jeg havde også den første sweater-dag igår (selvom jeg stadig insisterede på at have sandaler på, lidt viking er jeg vel!), så det er umiskendeligt snart ved at være. Efteråret. Hyggeligt, synes jeg egentlig. Lige nu i hvert fald.

Overvejer om jeg burde lave en plan for, hvad jeg gerne vil opnå dette efterår? Og hvis ja, hvad skulle det så være, jeg gerne ville opnå? (udover selvfølgelig fred i verden og ustyrlig rigdom!) Jeg tror en liste i tilfældig rækkefølge ville se sådan ud:

- Huske at løbe med mine nye sko mindst en gang om ugen.
- Være nogenlunde på forkant med arbejde.
- Finde zen i at stå tidligt op.
- Huske at drikke god the hjemme.
- Bage mere brød og kage.
- Huske at hygge mig fredag aften.
- Se Mistrals Datter. (tak til Anders, det er true love det dér!)
- Blive opdateret på Grey's Anatomy.
- Gøre kolonien smuk og vinterklar.

Jeg kan vende tilbage senere på vinteren og tjekke, om nogle af tingene er lykkedes.

I'm off...for selvom det er skemafri dag for mig skal man stadig komme til PRmøde. Så var onsdag som skemafri dag lige pludselig en smule fesen.

Skår i glæden...

Ja, hvad er nu det for noget, så går man ligeså stille og tror at alt er fryd og gammen, og så er der pluselig en, der smider en bombe! Endda en, der stod på tærsklen til at indgå i romantisk ægtestand med sin kommende mand. Lige der, midt i glæden blev det afsløret!

Okay, indrømmet: når jeg tager toget om morgenen er jeg måske ikke den første der står og venter på perronen på at toget kommer. Jeg er nok nærmere den, der panisk springer ind i kupéen lige inden togføreren blæser i fløjten. Sådan er vi så forskellige. Min kollega er af den første slags, men har været ude af togrutinen i en periode. Nu er hun tilbage, og kan afsløre, at hvad jeg og min anden kollega troede var en lykkelig afslutning på Togkæresternes Sære Hverdag nu bare er endnu et kapitel til noget mere sært. For åbentbart følges de stadig ikke ad.

Åbentbart kommer de stadig hver for sig, for det er blevet set at Togkvinden sad i kupéen på Aalborg st. hvorefter Togfyren kom ind, og satte sig nogle minutter senere. Hvad sker der lige med dem? Et forslag er nu, at Togkvinden nu cykler til Aalborg st. for at få 5 minutter mere med Togfyren om morgenen...det bliver trods alt til 25 minutter mere på en 5-dages arbejdsuge. Eller Togkvinden er flyttet...men hvorfor så ikke sammen med Togfyren!?!

En helt fjerde kollega mener bare, at vores fascination af emnet er lidt lettere sygeligt, og at det burde stoppe. Jeg ved ikke. Nu er vi bare kommet så langt, ikke sandt? Og det er vel også naturligt for mennesker at kigge på hinanden, og når der er sådan nogle mærkelige mennesker (altså ikke fordi de ser mærkelige ud, slet ikke!) kigger man altså bare ekstra. Hele togpendler-kulturen er vel også lidt bundet op på at man skal lure på hinanden om morgenen og om eftermiddagen?

Så er det bare vi skal til at overveje hvornår vi skal kontakte vores medmennesker. Tør vi i virkeligheden at spørge Togkæresterne, hvad de egentlig har gang i, eller er det ikke bare sjovere og mere hyggeligt, hvis vi istedet sammen finder på historier omkring dem, vi ser på vores vej i toget om morgenen?

De er tilbage...

...er togkæresterne! Skoleåret er gået fint i gang igen, og jeg tager toget til tider. Og hvad sker der i fredags klokken ca. 06:54? Jeg stiger ind i toget på Aalborg station, og hvad ser jeg til min store glæde (og, indrømmet, min store forvirring)?!? Togkæresterne! Ja, togkæresterne! Og ikke bare togfyren, men begge to! På Aalborg station! HUN var med fra Aalborg station! Så er der nok nogle, der har sovet sammen!

Jeg ventede spændt på at ankomme til Vestbyen station, og heldigvis stod en kollega på, og vi kunne sammen glædes og undres. Det, der gjorde os ekstra glade var nemlig, at siden sommerferien sluttede har vi set togfyren alene i toget. Ikke et spor af hende. Heller ikke i nærbutikkerne som min kollega ellers plejer at se hende i fra tid til anden. Vi havde jo digtet alle mulige historier omkring, om togfyren, syg af jalousi over at deres forhold ikke fungerede, havde hakket hende i småstykker og gemt hende forskellige steder i Aalborg. Frygteligt. Men så sidder de der pludselig begge to, som om det var det mest naturlige i verden at de begge står på toget ved samme station.

Der er amoriner i luften, siger jeg. Skønt!