På kanten.

Til et nyt år, hvor alt kan ske. Det bliver også et helt nyt årti...hvor er det spændende. Mange nye udfordringer ligger og venter, og jeg håber det bliver ligeså interessant som de bedste afsnit af Dallas og Dynasty...eller...måske faktisk knap så interessant, men så måske i det mindste med den samme mængde fabulous tøj, og måske mængden af champagne også kunne være tiltalende?

Jeg bruger juleferien på at svælge i Dynasty. Jeg er selv den lykkelige ejer af sæson 1 på dvd, og har nu lånt mig til sæson 2. Det er fabulous. Jeg hygger mig vældigt med det, men jeg har lidt Anders mistænkt for ikke at dele min begejstring for det. Jeg kalder det kulturel uvidenhed. Andet kan det ikke være.

Hvad skal jeg så sige om det forgangne år? Det er tid til årsregnskaber, som Ann ellers er bedre til end mig. Men i hvert fald kan jeg sige, at det egentlig går ganske fint. Rigtig godt, faktisk. Jeg har idag været nede at træne i sådan et Fitness-center. Dejligt. Jeg har også været medium flittig til at lave Pilates og løbe, når vejret har været til det. Har deltaget i IN's kvindeløb og i Limfjordskrydseren, så lidt sportslige bedrifter har der da været. Jeg har nu indgået en træningspagt med Anders, så måske kommer 2010 til at være endnu mere sundt på den front?

I Hjørring er jeg glad og tilfreds, og har fået masser at lave. Hygger mig vældigt med eleverne og kollegerne. Glæder mig til for første gang at starte en 1g og forhåbentlig køre dem igennem til slut. Rigtig forme deres små uskyldige sind i min retning. Mwuahahaah!

Og så er der jo det med kærligheden. Suk ja...det er skønt. Dejligt. Lige som det skal være. Så det er kedeligt at skrive om her. Håber istedet på nye spændende konflikter imellem Togkæresterne i det nye år. Det ville være herligt!

Husk sikkerhedsbrillerne imorgen!

Ny Plads i Toget.

Jeg skulle med toget klokken 06:56 (why, oh why!?!) i morges, og som jeg har blogget om tidligere, har Togkæresterne skiftet plads i toget. Jeg skulle alene med toget her til morgen, så jeg besluttede mig til også at skifte plads, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg alligevel er pendler nok til at være en smule utryg ved tanken om en helt ny kupé i toget. Shock horror!

Men som sagt, så gjort. Der skete lidt, der var spændende, for de fulgtes med en anden mand, som sad ved dem, og de snakkede sammen. Og alligevel var Togkæresterne kærestede...altså...ikke superkærestede, men lidt. Togkvinden smilte koket til Togfyren, og jeg så berøring af lår på et tidspunkt. Det er da en forbedring i forhold til tidligere, hvor de ikke rørte ved hinanden eller på anden vis gav udtryk for deres kæresteri, når der var andre med, som de kendte. Måske er det julestemningen, der har grebet dem? Det kunne da være lidt hyggeligt.

Selv-organisering, the og december!

Har organiseret mig til en skemafri fredag, så jeg på den måde kan nyde en kop dejlig the på sofaen i ro og mag, og generelt bare hygge mig. Jeg har selvfølgelig et sæt opgaver eller to, men det er stadigvæk med base på sofaen, at det skal ordnes. Nice? Ja, det tror jeg nok.

I weekenden løber årets første julefrokost også af stablen, og det er jo den, er vi blevet enige om, sådan vidt og bredt, som vi glæder os mest til. Nemlig den, der foregår ude på landet, i Saltum. Herlige mennesker, herlig mad...herlig musik, hvis det står til Kent. Ser vældig frem til det. Det bliver a hoot, tror jeg. Især fordi kvinderne skal være sparkly fabulous i vores attire. Jeg tænker røde sko...mmm!

Forøvrigt har Togkæresterne flyttet plads i morgentoget. Og ikke bare plads, men vogn. De sidder ikke længere i den forreste vogn i højre side, næ nej, nu sidder de i den næstforreste vogn i...shock horror...venstre side. Blev helt paf første gang det skete. Har talt med en kollega om, om vi mon burde følge efter dem. Jeg føler lidt, vi bør, for hvordan skal vi ellers følge med? Vi skal jo følge med, det er det, livet handler om. Det, og så rigtig god the. Nå ja, og kærlighed og fred i verden. Men altså...mest at følge med og rigtig god the.

Nye Morgenrutiner...måske?

Jeg har købt en tidlig adventsgave til mig selv, som måske også er lidt pensio-agtig. Nemlig en termokop. Jeg har fra Ann hørt, at hun er vældig glad for sin om morgenen, så nu har jeg prøvet det. Så kan man jo medbring the om morgenen (overvejer at anskaffe 2 stk, en til the og en til kaffe). Gjorde det her til morgen, og det var bestemt dejligt. Men overvejer, om jeg mon får gjort det regelmæssigt, når jeg skal med toget klokken 06:56 (why, oh why?!)? Og om jeg mon ikke bare glemmer den for tit på gym. Glemte den nemlig idag, fordi jeg lagde den i mit skab (heldigvis købte jeg også en til Anders, så den bruger jeg bare imorgen...hæ!). Jeg er nemlig ikke den, der bruger supermeget tid om morgenen, men kunne tanken om lidt varmt og godt til turen være det, der fik mig op et kvarter før om morgenen??? Vi får se.

Tag den, pensioer!

Jeg har idag hængt en lyskæde op ude på altanen! Selvom der er stillads oppe for tiden skal det vel til, og jeg kunne med slet skjult fryd bemærke, at jeg var den første jeg umiddelbart kunne se i nærheden, der havde sat lys op. Eat your hearts out, pensioes...there's a new woman in town! Der er lyng i altankassen og lys til at pynte. Jeg er så klar til pensionist-tilværelsen, hvor det mest handler om at være først og flottest - selvfølgelig som et udtryk for, at bygningen jo bare skal se lidt pæn ud, og at det er i alles interesse. Ikke sandt?

And & Pumpkin Pie.

Det er bestemt ikke en dårlig kombination! Og jeg indrømmer det gerne: jeg har spist pumpkin pie til morgenmad! Ja, det gjorde jeg! Jeg sidestiller det lidt med ris a'lamande, som alle jo også ved at man skal lave i store portioner til Jul, så der er til morgenmaden i juledagene. Det samme med pumpkin pie. Mmm...

Andestegene i fredags blev gode, synes jeg selv. Ivan havde medbragt en steg, så der var flere slags kød. Overvældende og unødvendigt? Ja, bestemt, men også dejligt. Og det hører sig jo til efterhånden. Det var herlige mennesker der hjalp med at spise maden, så det var som det skulle være. Og biksemad med and om lørdagen var også rigtig lækker mad! Mmm...

I weekenden har jeg derudover også været på mit første besøg på Sysseltinget i Hjørring. Egentlig et meget hyggeligt sted, selvom det er lidt slidt. De ville have godt af at få fat i nogle penge igen, men sådan er det jo, når det skal være svært at få støtte til regionale spillesteder i disse tider. Men i hvert fald tog vi derop, fordi nogle elever fra gym havde arrangeret "Kaffe og Kærlighed", som var jazz. Dejligt. Og kaffen var udmærket. Musikken ligeså. Et fesent udvalg af lærere, selvom eleverne havde reklameret for det. Kun en enkelt musiklærer kom. Lidt for dårligt, når nu det er elever der laver musik. Tænker jeg lidt. Men oh well...weekenden er nok hellig for nogle. Sådan skal det også være.

Men for nu ikke at glemme det vigtige: jeg så for første gang Togkæresterne skændes lidt i toget fredag morgen! De kom som sædvanlig hver for sig. (og jeg så det, fordi jeg var med bus, min cykel er flad, så derfor kommer jeg i god tid til toget!) Togkvinden først. Og hun blev faktisk en smule panisk først, fordi toget begyndte at køre før tid, og hvor var Togfyren!?! Men det viste sig, at toget bare skulle lidt fremad på perronen for at gøre plads til toget fra Århus. Og Togfyren kom, så panikken kunne lægge sig igen. Men det viste sig så, at Togfyren havde glemt noget, han skulle have husket til Togkvinden. Eller...havde glemt at arrangere noget, som han skulle have arrangeret for Togkvinden. Hun blev i hvert fald godt knotten, og lavede forsmåede og skuffede ansigter. Den slags, som kun forsmåede og skuffede kvinder kan lave. Vel især forsmåede og skuffede kvinder, der ikke bor sammen med deres kærester, selvom de er i midten af 30'erne, fordi deres forhold er turbulent. Togfyren var ikke populær, lad os sige det sådan. Men han fik lov at sidde ved siden af hende alligevel, og hun kommenterede også på en artikel i gratisavisen omkring Brønderslev. Der er vel heller ingen grund til at ødelægge hele turen, bare fordi Togfyren er glemsom.

Orv, det er den tid igen...

Nu er reklamerne i gang igen, dem for damebladene. Det er de blade, der skal sørge for at vi skal pynte stilfuldt og lækkert op til jul hjemme, og at vi får lavet de lækre og trendy julegodterier i god tid, samtidig med at vi får lavet nyskabende og hyggelige kalenderpakker til hele familien og vennekredsen. Og har overskud til at invitere til hjemmebagte æbleskiver og juleglögg 1.søndag i advent. Øv, hvor de er træls!

For det første: hvem er det lige, der hvert år skifter deres julepynt ud, så det kan være smart og trendy og med på noderne hjemme i hele julemåneden!?!
For det andet: hvem er det lige, der får købt ind til alle de der lækkerier med de rigtig gode ingredienser og værdisignaler, og så også samtidig får tid til at lave dem!?!
For det tredje: hvem er det lige, der bruger en halv milliard (cirka!) til pakkekalendre til hele familien, og hvad skal de i det hele taget med 24 små dimser, som man har fundet i en trendbutik i det indre København?
For det fjerde: hvem er det lige, der selv bager æbleskiver, og hvorfor er deres opskrifter på glögg slet ikke spiket med sprut!?!

Øv, hvor er de træls. Tror, jeg melder mig ud af trend-juleræset og køber en stor pakke snøfler og kalder det julegodterier.

Forøvrigt, i dagens anledning...

...et lille billede, der skaber glæde og forventninger om smags-eksplosioner i munden af ren lækkerhed. Værs'go:

Vi spiser ikke and idag, som jo ellers er den autoriserede andedag. Men jeg ser frem til fredag, hvor bl.a. Nina kommer og hjælper med at konsumere ænderne, som i år har fået navnene Brigitte og Armand.

Nye Informationer, Nye Tanker.

Jeg har gået og holdt på disse nyheder i lidt tid, inden jeg nu har bestemt mig for at skrive dem ned her på bloggen. Jeg vidste nemlig ikke helt, om de gjorde mig glad, eller hvordan jeg følte omkring det, men here goes. Ned på skærmen skal de da, nyhederne.

Men først må vi starte et andet sted, nemlig på Hjørring Gym, hvor eleverne læser temaet "Surveillance" i 2g. Inkluderer mange spændende ting, naturligvis uddrag af George Orwell's 1984, og filmen med John Hurt, artikler og lignende. Og ikke mindst en "Top Secret Private Eye Assignment", hvor eleverne selv skulle overvåge en mystery person i en uge, for derefter at fremlægge for resten af klassen, hvad de havde fundet ud af om vedkommende, som kammeraterne så skulle prøve at gætte hvem var. Tyvstjålet havde jeg fra Ann, og det er da vidensdeling på højt plan. Men i hvert fald - idéen var at eleverne skulle overvåge en anden elev fra klassen/skolen, eller en lærer, men en enkelt elev fik dispensation til at overvåge...Togkæresterne! Hun ville rigtig gerne prøve at finde ud af noget mere om det her par, som hun havde lagt mærke til i toget om morgenen...behøver jeg sige, at jeg var begejstret, og straks gav hende dispensation til at gå ud over opgavens oprindelige rammer?!

Så de nye informationer, der er kommet for dagen er som følger:

1) De arbejder på Jobcentret i Hjørring. Ikke i samme afdeling dog, men de spiser næsten altid frokost sammen.
2) De er kærester, men bor ikke sammen. Deres forhold er åbentbart for turbulent til, at de kan bo sammen, så derfor den mærkelige morgenrutine. Tydeligvis tager Togkvinden hjem til sig selv for at hente ting om morgenen, hvis de har sovet sammen. De er altså ikke en affære, som man ellers godt kan tro på baggrund af deres opførsel i toget. De er rigtige kærester, ikke kærester on the side.
3) De hedder...nej...jeg kan ikke afsløre det. Det tager ligesom noget af mystikken af hele parret, og jeg er faktisk selv lidt i tvivl om, om jeg er glad for at vide, hvad de hedder. Håber på at glemme det.

Eleven fortalte, at hun havde en kilde, der foretrak at forblive anonym. Det er classy private eye work, lige dér. Men jeg synes de nye informationer driver mig tilbage til gammelkendte spørgsmål:

1) Hvad kan der være så turbulent ved deres forhold, at de ikke efterhånden kan finde ud af at løse det?
og
2) Hvis ikke de kan løse deres turbulente forhold, hvorfor bliver de så ved med at være kærester?

Hvad er det, der gør, at folk insisterer på at blive sammen i forhold, der tydeligvis er lidt mærkelige? For jeg tænker, hvis de ikke kan bo sammen, fordi deres forhold er for turbulent og besværligt til det, er det så egentlig et forhold, der er værd at arbejde videre på? Hvad er det, der gør at de kæmper videre? Og bruger de måske togturen frem og tilbage som en slags terapi, eller hvad? De skal sidde ved siden af hinanden i et relativt sammenmast sted, og de kan ikke åbentlyst skændes, fordi det kan anses for pinligt (men hvor ville det ellers være spændende, hvis de en dag sprang i luften overfor hinanden, så vi andre kunne få indblik i deres problemer!), og måske den fysiske nærhed kan hjælpe dem? Hvad ved jeg.

Der findes måske også typer, der vælger at svælge i dramaet, som et dårligt / turbulent forhold kan skabe? Folk, der synes det er herligt med lidt kamp i hverdagen, og som bruger energi på at arbejde med hinanden (måske ikke så meget sig selv?) og mod hinanden? Men lytter de måske ikke til hinanden? Eller er grunden måske i virkeligheden, at det som vi gik og troede var en affære, altså deres forhold, måske i virkeligheden har været udsat for en affære, og det er derfor, der er kølig luft engang imellem, og derfor de ikke kan bo sammen for tiden? Men det holder bare heller ikke helt, for "for tiden" har jo efterhånden varet flere år, ikke?

Hvad er det, der gør at nogle mennesker bare ikke giver op? Jeg forestiller mig, at de da må have en vis portion følelser for hinanden, siden de bliver ved med at holde fast i sådan en underlig størrelse, som deres forhold da må være. Og hvor meget ville jeg selv være villig til at acceptere af besværligheder i mit forhold, tænker jeg. Hvor længe kan folk blive ved med at elske hinanden nok til at blive sammen, selvom alt andet fejler? Hvor går grænsen?

Men kan det i virkeligheden også være, at de bare synes det er fint nok ikke at bo sammen? Men nej, den holder heller ikke helt, for hvorfor er det så at, især Togkvinden her på det sidste, de gør sådan opmærksom på sig selv overfor hinanden i toget? Man ved godt, hvordan man bevæger sig overfor hinanden i starten af et et forhold, eller hvis der er en, man gerne skal imponere nok til at man kan score vedkommende. Det er derfor Togkvinden altid er så lang tid om at tage sin frakke af om morgenen...han skal se hende. Og det tror jeg ikke hun ville gøre, hvis hun synes det var fint nok, at de har dette her turbulente forhold hvor de ikke bor sammen. Så gør man sig nemlig ikke på samme måde til. Vil jeg vove at påstå.

Og apropos at gøre sig til. Så vil jeg slukke computeren og smutte over i den anden ende af sofaen. Min kæreste er nemlig ikke en Togkæreste! I'm off!

PS: Vi har set Lost Season 5 færdig i weekenden! Hvordan skal det ikke ende, og hvorfor er der så lang tid til Season 6 kommer derovre i USA?!?!
Og ud ad den samme tangent...på en skala, hvor patetisk er det så at snøfte lidt i ærmet over Grey's Anatomy Season 5 Season Finale!?!

Farverne ændrer sig.

Det er skemafri dag fra Hjørring, og så har jeg indtaget pladsen i sofaen for at få lidt arbejde fra hånden (who are we kidding: mailsladder, Facebook, Play.com, Pink is the New Blog, random google...), og så kan jeg rigtig sidde og kigge ud på træerne i Østre Anlæg. De er begyndt at skifte farve. Og jeg havde også den første sweater-dag igår (selvom jeg stadig insisterede på at have sandaler på, lidt viking er jeg vel!), så det er umiskendeligt snart ved at være. Efteråret. Hyggeligt, synes jeg egentlig. Lige nu i hvert fald.

Overvejer om jeg burde lave en plan for, hvad jeg gerne vil opnå dette efterår? Og hvis ja, hvad skulle det så være, jeg gerne ville opnå? (udover selvfølgelig fred i verden og ustyrlig rigdom!) Jeg tror en liste i tilfældig rækkefølge ville se sådan ud:

- Huske at løbe med mine nye sko mindst en gang om ugen.
- Være nogenlunde på forkant med arbejde.
- Finde zen i at stå tidligt op.
- Huske at drikke god the hjemme.
- Bage mere brød og kage.
- Huske at hygge mig fredag aften.
- Se Mistrals Datter. (tak til Anders, det er true love det dér!)
- Blive opdateret på Grey's Anatomy.
- Gøre kolonien smuk og vinterklar.

Jeg kan vende tilbage senere på vinteren og tjekke, om nogle af tingene er lykkedes.

I'm off...for selvom det er skemafri dag for mig skal man stadig komme til PRmøde. Så var onsdag som skemafri dag lige pludselig en smule fesen.

Skår i glæden...

Ja, hvad er nu det for noget, så går man ligeså stille og tror at alt er fryd og gammen, og så er der pluselig en, der smider en bombe! Endda en, der stod på tærsklen til at indgå i romantisk ægtestand med sin kommende mand. Lige der, midt i glæden blev det afsløret!

Okay, indrømmet: når jeg tager toget om morgenen er jeg måske ikke den første der står og venter på perronen på at toget kommer. Jeg er nok nærmere den, der panisk springer ind i kupéen lige inden togføreren blæser i fløjten. Sådan er vi så forskellige. Min kollega er af den første slags, men har været ude af togrutinen i en periode. Nu er hun tilbage, og kan afsløre, at hvad jeg og min anden kollega troede var en lykkelig afslutning på Togkæresternes Sære Hverdag nu bare er endnu et kapitel til noget mere sært. For åbentbart følges de stadig ikke ad.

Åbentbart kommer de stadig hver for sig, for det er blevet set at Togkvinden sad i kupéen på Aalborg st. hvorefter Togfyren kom ind, og satte sig nogle minutter senere. Hvad sker der lige med dem? Et forslag er nu, at Togkvinden nu cykler til Aalborg st. for at få 5 minutter mere med Togfyren om morgenen...det bliver trods alt til 25 minutter mere på en 5-dages arbejdsuge. Eller Togkvinden er flyttet...men hvorfor så ikke sammen med Togfyren!?!

En helt fjerde kollega mener bare, at vores fascination af emnet er lidt lettere sygeligt, og at det burde stoppe. Jeg ved ikke. Nu er vi bare kommet så langt, ikke sandt? Og det er vel også naturligt for mennesker at kigge på hinanden, og når der er sådan nogle mærkelige mennesker (altså ikke fordi de ser mærkelige ud, slet ikke!) kigger man altså bare ekstra. Hele togpendler-kulturen er vel også lidt bundet op på at man skal lure på hinanden om morgenen og om eftermiddagen?

Så er det bare vi skal til at overveje hvornår vi skal kontakte vores medmennesker. Tør vi i virkeligheden at spørge Togkæresterne, hvad de egentlig har gang i, eller er det ikke bare sjovere og mere hyggeligt, hvis vi istedet sammen finder på historier omkring dem, vi ser på vores vej i toget om morgenen?

De er tilbage...

...er togkæresterne! Skoleåret er gået fint i gang igen, og jeg tager toget til tider. Og hvad sker der i fredags klokken ca. 06:54? Jeg stiger ind i toget på Aalborg station, og hvad ser jeg til min store glæde (og, indrømmet, min store forvirring)?!? Togkæresterne! Ja, togkæresterne! Og ikke bare togfyren, men begge to! På Aalborg station! HUN var med fra Aalborg station! Så er der nok nogle, der har sovet sammen!

Jeg ventede spændt på at ankomme til Vestbyen station, og heldigvis stod en kollega på, og vi kunne sammen glædes og undres. Det, der gjorde os ekstra glade var nemlig, at siden sommerferien sluttede har vi set togfyren alene i toget. Ikke et spor af hende. Heller ikke i nærbutikkerne som min kollega ellers plejer at se hende i fra tid til anden. Vi havde jo digtet alle mulige historier omkring, om togfyren, syg af jalousi over at deres forhold ikke fungerede, havde hakket hende i småstykker og gemt hende forskellige steder i Aalborg. Frygteligt. Men så sidder de der pludselig begge to, som om det var det mest naturlige i verden at de begge står på toget ved samme station.

Der er amoriner i luften, siger jeg. Skønt!

Refleksioner over TeoPæd.

Har jo slet ikke fået blæret mig her på bloggen! Jeg skrev jo tidligere at jeg havde afleveret den famøse teopæd-opgave, og her for nogle dage siden fik jeg svar på den. Fik et flot, (u)fortjent 10tal! 10, for dem, der ikke er inde i den nye skala endnu, svarer nemt og bekvemt til det gamle 10tal. Jeg er tilfreds...nærmest pleased, faktisk.

Hørte fra min kollega og partner in crime, Nina, at hun har fået 12! Superflot! Jeg ved lige præcis hvorfor hun har fået 12: på afleveringsdagen tog vi op på Hjørring Gymnasium for at rette det sidste igennem og printe og gøre ved, og der sad Nina meget mere og nussede omkring opgaven og fandt citater og reflekterede videre. Jeg gad, for nu at være helt ærlig, ikke rigtigt mere omkring den opgave, så jeg nussede kun lidt og trykkede derefter hurtigt på print og drak så ellers kaffe for resten. Det er også fair, og meget hyggeligt, og jeg er superglad for mit 10tal. Men ovenstående er mit beskedne bud på forskellen imellem 10 og 12. Sejt, Nina!

Var bare lige det, jeg ville sige. Hej.

Mind-numbingly anti-intellectual!

Ja, det er mig! Jeg sidder her på sofaen og ser en dårlig film på tv, som jeg vurderer er produceret til kvinder på 45+. Pæne billeder, gennemsigtig historie, et twist af romantik. I kender dem, de der film, de sender om mandagen. Mmm...

Nyder single-tilværelsen i disse dage. Helt indtil d. 17 juli er det kun mig, mig.,mig! Jeg fylder hele sofaen og bestemmer, om der skal ses en mind-numbingly anti-intellectual film på tv. Herligt. Selvom det nu er lidt kedeligt at være alene. Vi er ved at være på plads i vores mansion, så det er faktisk nu vi skulle læne os tilbage og bare nyde. Lejligheden og hinanden. Det må så vente.

Til gengæld har jeg gjort noget vildt. Jeg har investeret i et par rigtige løbesko fra Sallings udsalg. Nu skal det være. Jeg kan se ud over Østre Anlæg hver dag. Og nu skal det der løb i gang igen. Det er jo så sundt. Og ganske gratis, udover prisen på de nye sko. Sommeren kan ske at være starten på den nye, mere aktive mig? Who knows?

Skal forøvrigt også læse HP6 inden biografpremieren. Det er da sommerlæsning, der vil noget!

At svede med anstand...

...er en disciplin jeg får øvet mig i i disse dage. Det kræver stor øvelse og udholdenhed, og ikke mindst masser af Sun Lolly frys-selv is. Jeg har dem med appelsin- og colasmag.

Idag har jeg været ned at bestille et nyt pas. Det skal jo fornys, det skidt. Jeg tager til London (baby!) med Ann her i slutningen af måneden, og derfor skal det ordnes. Blev derfor gjort opmærksom på de nye pasregler omkring billedet. Som følge deraf bliver mit billede: kikset og kikset. Hvorfor må man nu ikke smile med åben mund mere?! Og hvad sker der med, at man skal kunne se begge ører også?! Heldigvis holder det mig oppe, at Anns nye billede efter sigende også er kikset. Vi kan grine ad billederne som underholdningen til flyveturen. Og glæde os over, at det heldigvis kun er 10 år vi skal se på det billede.

Fordriver ellers tiden med flytterod. Det skal nok blive pænt til sidst, tror jeg. Flyttefolk med lift er også ret seje, det tog jo ingen ting at flytte crap fra punkt A til B, og det bedste var, at vi ikke selv skulle gøre noget. I like it! Forøvrigt hjælper Sun Lolly frys-selv is også på det med flytterod. Det går ligesom bare lidt hurtigere. Nice.

Over and out.

Summertime...and the living is easy!

Det er sommer, og der er så grønt over det hele. Det er godt for øjnene og for humøret, og det hjælper især på det hele, at der er lidt sommerferiestemning allerede. Jeg har ikke så mange eksaminer, for det blev overstået tidligt, så jeg kan jo faktisk bare mest gå og dangdere den i disse dage. Herligt.

Eksaminerne er vel overstået, mine HF'ere bestod allesammen deres engelsk, det er da intet mindre end fantastisk. De ældre, mere erfarne lærere har selvfølgelig fortalt mig, at HF'erne som regel overrasker positivt til deres eksamen, men jeg var nu alligevel lidt i tvivl. Sådan er det nok. Det var nu også vældig spændende at skulle være eksaminator, men det gik jo ganske fint, og censor var også sød og flink og hjælpsom. Efter den første elev er det heller ikke så svært mere, og man finder ud af, at det ikke er så farligt igen. Eleverne kan jo også sagtens selv, og de er dygtige til at finde hoved og hale i de tekster, jeg finder til dem. Alletiders. Så mangler jeg bare en årsprøve i slutningen af måneden med 1l. Det skal sikkert også gå fint, tror jeg.

Udenfor gymnasiet er der kommet lidt styr på kolonien...mere eller mindre. Jeg har da luget, og der er sået lidt forskellige grøntsager. Ikke helt nok til selvforsyning, men det er da lækkert med noget home-grown alligevel. Venter i hvert fald spændt på de første radiser. Mmm...radiser.

Opgaven i Teoretisk Pædagogikum...

...er snart en saga blot for mit vedkommende. Jeg skriver på den endnu, forstås, men der er frist mandag, så der skal den jo i sagens natur komme ud af vagten og være klar til at blive printet. Og lur mig, om ikke også jeg når det? I skrivende stund har jeg 39.563 anslag, og opgaven er estimeret til at have en længde på mindst 40.000 anslag. Så jeg er der næsten. Tag den, teopæd!

Egentlig er det jo ren luksus at få lov til sådan at rive en uge ud af kalenderen og reflektere over sit arbejde, og hvad vi gør i hverdagen. Sådan, rigtigt tænke os om, og fundere over metoderne og læringsstrategierne. Men OMG hvor er det kedeligt! "Gymnasiepædagogik - En Grundbog" er bare ikke en pageturner, og det er Gymnasiets bekendtgørelse heller ikke! Men hvad gør man ikke for at uddanne sig til rigtig lærer...nå nej, vent lidt? Var der ikke noget med at jeg egentlig har været til samtale hos Rektor-Elsebeth og har fået en fastansættelse? Jo, det var der vist. Så ved jeg ikke helt, hvorfor jeg egentlig laver denne her opgave. Udover, at det nok vil blive frowned upon, hvis jeg ikke skriver den.

Har nok i virkeligheden også godt af at prøve at lave en opgave igen, og læse lidt teori der skal tages stilling til. Det holder hjernen kørende. Og som Ann så klogt pointerede: "Ca. 85% af det, du kommer til at lave i dit liv bliver kedeligt." Jeg håber ikke hun har ret, men alligevel, point taken. Jeg tager en kiks og en kop kaffe, og ser om ikke jeg kan få skrevet 5000 anslag mere.

Så blev det pludselig forår...

...og jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg bliver altid en lille smule overrasket over, at det er blevet forår, og at alle træerne pludselig er grønne. Det sniger sig ind på mig igen og igen. Men dejligt er det i hvert fald, jeg glæder mig over at se ting blive grønne, og glæder mig til at komme ud i kolonien, når jeg snart har lidt tid tilovers igen.

Men nu skal det hele jo ikke handle om vejret, men istedet er der nyheder omkring vores favorit-emne: Togkæresterne! De holder i hånd igen! Og jeg har taget mod til mig og talt om dem med en kollega, der også kører i toget. Og hun havde også lagt mærke til dem, uafhængigt af mig! Og har haft følgende idéer om dem:

1) De har andre kærester, og har en affære i toget og i kopi-rummet eller andre klichésteder på arbejdet, mens de om eftermiddagen tager hjem til deres respektive kærester, der er lamme fra livet og ned, eller har en stor sofa, der er besværlig at dele.

2) De er helt vildt kristne, og må ikke sove sammen.

Så det...det er ikke kun alt sammen inde i mit hoved! Hurra! Var ellers ved at tro, at jeg var den eneste, der havde lagt mærke til dem. Men nej, vi er flere. Og sært nok, selvom det stadig er dybt mærkeligt, gør det mig alligevel lidt tryg.

Togkærester...tja...?

To dage i træk har jeg taget toget klokken 06:56 (why, oh why!?), og de er der endnu. Togkæresterne. Men ærlig talt...jeg ved snart ikke. Hvad sker der lige med dem? Hvad er deres historie? Hvad hvad hvad? Jeg er i vildrede.

De sidder ved siden af hinanden, og de snakker sammen, og smiler lidt. Men det er det. Og læser hver deres gratisavis. Og hun står stadig først på i Vestbyen. Siger pænt "Godmorgen" til ham, mens hun lægger sin frakke fra sig, og gør sig klar til at sætte sig ned. Men der er ikke de store følelser i spil, synes jeg. Og bliver lidt trist derved.

To nye tanker er slået ned i mig igår og imorges:
1) De har været kærester i en periode, men har nu fundet ud af det frygtelige: de er bror og søster, og derfor kan deres forfærdelige kærlighed ikke fortsætte, og nu forsøger de på bedste vis at få et normalt søskendeforhold.
2) De har været gift og er nu skilt fra hinanden. Perioden, hvor de var meget kærlige i toget var et mindre tilbagefald, hvor de en kort overgang troede, de skulle finde sammen igen. Men det er nu forbi, men fordi de arbejder samme sted, opretholder de stadig en venskabelig tone, og er nu blevet enige om, at det altså definitivt ikke skal være de to mere. Deres skilsmisse går igennem snart, og de er tilfredse med det.

Selv hælder jeg måske nu mest til forslag 2, for forslag 1 er bare nasty, og kun sådan noget man ser på tv og forarges over. Det kan godt ske, at de har været gift. Det er en mulighed. Det giver lidt mening.

Jeg observerer videre imorgen tidlig. Over and out.

Årsopgørelse - nu til marts.

Nu er der dømt selv-refleksion og det, der er værre. Det er imorgen, at det sker. Heldigvis er jeg ikke alene om det, og kan finde tryghed i, at det samme sker for Ann. Vi bli'r 30! Shock horror! Old spinsters! Men på den fabulous måde, siger vi til os selv. Og det er rigtigt!

I virkeligheden er det også noget pjat, at vi sådan skal have styr på det hele, bare fordi vi bliver 30! Det er da totalt unfair, og en holdning vi slet ikke kan bruge til noget. Selvfølgelig, der er da ting, som vi har fint styr på, og jeg er i gang med pædagogikum, som afsluttes i år - det er da sejt.

Men ellers er det vel en gammeldags holdning at vi skal vide præcis, hvor det er livet skal føre hen, bare fordi vi runder et hjørne, som nogle velmenende mennesker kalder rundt. Ved man i virkeligheden nogensinde hvor livet fører hen, og er det ikke sjovere med lidt uvidenhed? Jeg håber på et spændende liv, med masser af overraskelser. Selvfølgelig ønsker jeg mig også med tiden stabilitet, sikkerhed og ro, men mon ikke det kommer lige så stille?

30 år. Vi skal nok klare det, Ann og jeg.

In the Mud and the Blood and the Beer!

Har lige spist en flødebolle fra Summerbird, det kan jeg ikke andet end være glad for. Det er bare alletiders, og en god ting at gøre dagen inden 3.besøg i pædagogikum. Er lidt zen-opgivende omkring det, altså, på den gode måde. Hvor galt kan det gå, helt præcist? Jeg har forberedt mig det bedste jeg kan. Jeg har lavet en sekvenseringsplan, og har forsøgt at reflektere lidt over det i et OpenOffice-dokument. Jeg har fundet grammatikøvelser, og tænkt over, hvad de kære unge kan finde på at tænke, når jeg vil have dem til at tænke over noget bestemt. Så hvad er problemet? Hvorfor zen-opgivenheden?

Ja...3a skal til skolefest i aften, og drikke en million øl, cirka. Hjørring Gymnasium holder skolefest over 3 dage: mandag, tirsdag og onsdag. Der er skolekomedie, spisning og lanciers for afgangsklasserne. Hjørring Gymnasium har en meget lille festsal, der er ikke plads til alle på en gang, så derfor skolefest over 3 dage. 3a skulle officielt med igår, tirsdag. Men som de siger: "Jamen Brit, vi er jo 3g'ere, og det er sidste gang der er den slags fest, så vi skal have det hele med, og være der alle aftener!" Det giver mening. Jeg kan godt se det.

Jeg kan også vende det til noget mere positivt. Kommer der bare et lille glimt af engagement og opstår der endda en læringssituation hos 3a imorgen, så er det vel bevist at jeg er en pædagogisk hero? Eller hvad?

Nu Sner det!

Stod intetanende op imorges, og skulle op på cyklen til stationen i tide til toget klokken 07:01 (why, oh why?), og lur mig, om ikke det sneede? Jo, det gjorde det! Der lå et idyllerisk lag sne, og det kom stadig ned på vejen til stationen, fik nemlig et dekorativt lille lag på tøjet. Hyggeligt.

Det var første gang i det nye år jeg skulle med morgentoget, og det i sig selv er vel altid en blanding af usselhed og spændthed. Usselhed fordi...ja, kl. 07:01 siger vel sig selv? Spændthed fordi...er de der mon? Togkæresterne, naturligvis. Hvordan er mon Nytåret gået for dem?

Og jo, de var der. Jeg ved snart ikke...jeg har en ny idé til plottet. Nu sidder de nemlig ved siden af hinanden, de snakker og smiler...men holder ikke i hånd eller læner hoveder. Og de læser gratisaviser. Kan det tænkes, at de måske har haft den spændende affære på jobbet i kopirummet eller et andet klichésted, men at de nu er holdt op igen, fordi der er for stor afstand fra Midtbyen og ud til Vestbyen? Eller kæresten hjemme, der er lam fra livet og ned er alligevel the one and only? Eller de fandt bare ud af, at det ikke duede, fordi...de kun kan tale sammen i toget? Og nu forsøger de sig med det gode kollegaskab igen???

Jeg ved det ikke. Men synes bestemt at the plot thickens...

Ny Dag, Ny Måned, Nyt År.

Et helt nyt år ligger foran os, og i år bliver det året, hvor det handler om at være great og fabulous, og ikke mindst at sige det til folk, når de også er det. Har haft mange opbyggelige samtaler med min altid vise søster, og sammen er vi kommet frem til, at det vist er på tide, at vi stiller krav til os selv og omverdenen, for alt andet er vi nok i virkeligheden for great til.

Men nu er hende Ann jo også ret så klog, og cool. Og ikke mindst ved hun, hvornår der skal siges det helt rigtige til folk, der lige trænger til et spark (blidt, men insisterende, naturligvis!) bagi. Lidt det samme som at sige "Nu tager du dig lige en kiks, bette ven!". Så tak for det, Schwester, det er dejligt at få engang imellem.

Overspringshandler lige p.t.. Burde forberede mig til ugen der kommer. Nu skal jeg nemlig på det der arbejde igen. Og skal planlægge nogle forløb. Men mon ikke jeg når det hele alligevel, når først jeg får startet? Arbejde under panisk pres bliver også altid spændende, og det er jo det vi går efter som kandidater på Hjørring Gym. Det er i hvert fald min approach til tilværelsen deroppe.

Smed juletræet ned i gården idag...kan ikke helt bestemme mig til, om jeg er vemodig over det.