Togkærester...tja...?

To dage i træk har jeg taget toget klokken 06:56 (why, oh why!?), og de er der endnu. Togkæresterne. Men ærlig talt...jeg ved snart ikke. Hvad sker der lige med dem? Hvad er deres historie? Hvad hvad hvad? Jeg er i vildrede.

De sidder ved siden af hinanden, og de snakker sammen, og smiler lidt. Men det er det. Og læser hver deres gratisavis. Og hun står stadig først på i Vestbyen. Siger pænt "Godmorgen" til ham, mens hun lægger sin frakke fra sig, og gør sig klar til at sætte sig ned. Men der er ikke de store følelser i spil, synes jeg. Og bliver lidt trist derved.

To nye tanker er slået ned i mig igår og imorges:
1) De har været kærester i en periode, men har nu fundet ud af det frygtelige: de er bror og søster, og derfor kan deres forfærdelige kærlighed ikke fortsætte, og nu forsøger de på bedste vis at få et normalt søskendeforhold.
2) De har været gift og er nu skilt fra hinanden. Perioden, hvor de var meget kærlige i toget var et mindre tilbagefald, hvor de en kort overgang troede, de skulle finde sammen igen. Men det er nu forbi, men fordi de arbejder samme sted, opretholder de stadig en venskabelig tone, og er nu blevet enige om, at det altså definitivt ikke skal være de to mere. Deres skilsmisse går igennem snart, og de er tilfredse med det.

Selv hælder jeg måske nu mest til forslag 2, for forslag 1 er bare nasty, og kun sådan noget man ser på tv og forarges over. Det kan godt ske, at de har været gift. Det er en mulighed. Det giver lidt mening.

Jeg observerer videre imorgen tidlig. Over and out.

Årsopgørelse - nu til marts.

Nu er der dømt selv-refleksion og det, der er værre. Det er imorgen, at det sker. Heldigvis er jeg ikke alene om det, og kan finde tryghed i, at det samme sker for Ann. Vi bli'r 30! Shock horror! Old spinsters! Men på den fabulous måde, siger vi til os selv. Og det er rigtigt!

I virkeligheden er det også noget pjat, at vi sådan skal have styr på det hele, bare fordi vi bliver 30! Det er da totalt unfair, og en holdning vi slet ikke kan bruge til noget. Selvfølgelig, der er da ting, som vi har fint styr på, og jeg er i gang med pædagogikum, som afsluttes i år - det er da sejt.

Men ellers er det vel en gammeldags holdning at vi skal vide præcis, hvor det er livet skal føre hen, bare fordi vi runder et hjørne, som nogle velmenende mennesker kalder rundt. Ved man i virkeligheden nogensinde hvor livet fører hen, og er det ikke sjovere med lidt uvidenhed? Jeg håber på et spændende liv, med masser af overraskelser. Selvfølgelig ønsker jeg mig også med tiden stabilitet, sikkerhed og ro, men mon ikke det kommer lige så stille?

30 år. Vi skal nok klare det, Ann og jeg.