Dannelse - En Kompetence?

Er på kursus, teo.pæd 2. Ganske spændende egentlig, vi skal lære om "Kompetencetænkning, dannelse og ny faglighed". Sikkert ganske brugbart i hverdagen.

Nu sker det så, at man ender på internettet i disse bærbar-computerdage. Og på Facebook kan man jo så mødes med folk, der ligesom en selv overspringer på et tilsvarende kursus et andet sted i landet - her taler jeg naturligvis om Højskolelærer-Anders. Der er på kursus i dannelse.

Det er ingen hemmelighed at Anders er ved at blive hjernevasket, og er godt på vej til at blive indhyllet i hele det der grundtvigianske livssyn, som man jo godt kan pakke sammen i det moderne liv, egentlig. Ifølge Ivan I og mig. Vi lærer om dannelse som en kompetence, der kan udvikles og ændres, men Anders der jo er hjernevasket, mener ikke at det er en kompetence, men derimod et flydende begreb der udspiller sig af interaktionen imellem jeg'et og verden. Så er det vi siger, herfra gymnasiefløjen: er det ikke også en anden måde at tale om kompetencer på? Er det ikke bare en slags pernitten påtagethed at sige, at kompetencer er for hårdt et begreb at sætte på dannelse?

Og handler det i virkeligheden ikke mere om, at dannelse, og i hvert fald almendannelsen, skal tilpasses og ændres i forhold til de nye, unge mennesker, så det bliver tiltalende og spændende for dem, at uddanne og derigennem danne sig? Det tror jeg.

Kompetenceudvikling på højt plan!

Noget Du Skal Vide...rocks!

Hvor er det sejt! Janni har fået Årets Debutantpris for sin lyserøde bog Noget du Skal Vide. Det er rimelig sejt. Men så igen, har jo i lidt tid gået og mistænkt Janni for rent faktisk at være sej. Glæder mig virkelig på hendes vegne, og er spændt på, hvordan det skal gå med næste bogprojekt.

Indtil da må vi se, om ikke Janni sponsorerer en lille flaske snaps til årets julefrokost i Saltum?

The Players are all Dead!

Var på udflugt idag. Og ikke bare en udflugt, som jo ellers er dejligt nok. Men næ, en arbejdsrelateret udflugt, til Nørresundby Gymnasium, hvor vi skulle se teater. Rigtige, levende mennesker, der skuespiller lige for næsen af os. "American Drama Club" var på turné og stoppede i den anledning i det nordjyske, og de spillede Shakespeare's Hamlet. Som engelsklærer er det næsten for godt til at være sandt, det er jo kulminationen af lækkerhed. Selvom Hamlet er irriterende, og vor ven Kenneth Branagh ikke har gjort noget for at hjælpe på det billede.

Afsted skulle jeg, med vejleder Frans og hele 3a - nu skulle de have noget kultur, skulle de. Og jeg glædes da ved, at de sagde, at det var helt vildt fedt. Håber ikke, at de lyver. For teater er sejt, og det er supercoolt hvis eleverne får smag for det.

Synes stykket var fint sat op. Der var 7 skuespillere, så alle havde jo dobbeltroller. Selv Hamlet, men dog kun en munk, så man ikke kunne se rigtigt det var ham. Imponerende, at et forholdsvis lille ensemble kunne klare det så flot. Jeg blev suget ind i det, efter der var gået lidt tid. Og det er jo hele idéen med teater. Det rocks.

Togkæresternes Tungsind?

Jeg er ked af at sige det, men jeg tror der er en lille kurre på tråden med togkæresterne. Det er lidt tid siden jeg har set dem (tak, fordi der er så mange skemaændringer, at jeg ikke skal møde klokken 8 regelmæssigt!), men i mandags så jeg togfyren. Alene. Men det var nu også med toget klokken 8, og ikke det klokken 7. Måske det har noget at sige. Men nedtrykt så han nu ud, morgenen taget i betragtning.

Idag kom forløsningen. Jeg stiger ind i toget, og der sidder han. Han virker ikke superglad, men sidder og sms'er. Ikke forventningsfulde sms'er, ligner det. I ved, i stil med: "Så, skat, nu er der kun 7 minutter til vi ses igen. Kan ikke vente!"

Vi ankommer til Vestbyen. Ind stiger hun. Jeg forventer den store gensynsglæde, som er vanen med dem. Store smil og hvad har vi. Men nej, skuffet igen. Han smiler svagt, og det samme gør hun. Derefter bruger hun, årstiden taget i betragtning, urimelig meget tid på at tage halstørklæde, vanter og frakke af. Jeg tror et kort øjeblik at hun vil sætte sig overfor ham, men hun sætter sig nu ved siden af ham. Men de sidder og læser i hver deres gratisavis og veksler kun få ord med hinanden. Hvor er intimiteten? Hvorfor er de ikke længere kvalmende kærlige?

Hvad kan der være sket? Er det bare en efterårsperiode, hvor de ikke er så sprudlende, eller er det noget mere seriøst? Jeg håber, de finder ud af det.

(PS: Jeg tror jeg vil øve mig lidt i det med observationer. Punkt 1, så skal jeg sidde med fronten mod det, jeg vil observere, og ikke med ryggen til. Tror lidt, at jeg ikke var helt diskret med det idag, men jeg var bare så spændt. Og så derefter lidt ked af det.)

Den humanistiske enklave slår til igen.

Så var jeg i Vrå, på højskolen. Skulle udvide min horisont og networke med kolleger. Temalørdag om Ian McEwan og hans forfatterskab, men særlig fokus på Atonement, bog og film. Interessant, og Jeppe Stricker, som jeg kender, holdt et meget interessant oplæg. Vrå Højskole er meget idyllerisk, og alt i alt en god lørdag.

Men ak og ve...sådanne arrangementer tiltrækker jo i sagens natur et lidt forskelligt publikum. Jeg vil sige, at Jeppe og jeg for det første trak gennemsnitsalderen betydeligt ned. Så følte vi os lige unge og hippe dér. Der var vist en blanding af pensionerede lærere, og næsten pensionsklare lærere, og så de andre pensionister, der bare tager afsted til den slags ting for at få lørdagen til at gå og for at høre lidt foredrag. Det er bestemt også i orden.

Men det er sørme da ikke i orden at sidde til frokosten og brokke sig over, at oplæggene ikke er sjove nok, og at de ikke får lyst at læse bogen. For det første: oplægget til dagen var nok, at man skulle have læst bogen! For det andet: hvad er det for en holdning at oplæg skal være sjove!?

Bed mærke i denne udtalelse, som jeg vil huske for eftertiden: "Den humanistiske ph.D-enklave kan tale en død hest ihjel."

Tak for det.