søndag den 15. november 2009

And & Pumpkin Pie.


Det er bestemt ikke en dårlig kombination! Og jeg indrømmer det gerne: jeg har spist pumpkin pie til morgenmad! Ja, det gjorde jeg! Jeg sidestiller det lidt med ris a'lamande, som alle jo også ved at man skal lave i store portioner til Jul, så der er til morgenmaden i juledagene. Det samme med pumpkin pie. Mmm...

Andestegene i fredags blev gode, synes jeg selv. Ivan havde medbragt en steg, så der var flere slags kød. Overvældende og unødvendigt? Ja, bestemt, men også dejligt. Og det hører sig jo til efterhånden. Det var herlige mennesker der hjalp med at spise maden, så det var som det skulle være. Og biksemad med and om lørdagen var også rigtig lækker mad! Mmm...

I weekenden har jeg derudover også været på mit første besøg på Sysseltinget i Hjørring. Egentlig et meget hyggeligt sted, selvom det er lidt slidt. De ville have godt af at få fat i nogle penge igen, men sådan er det jo, når det skal være svært at få støtte til regionale spillesteder i disse tider. Men i hvert fald tog vi derop, fordi nogle elever fra gym havde arrangeret "Kaffe og Kærlighed", som var jazz. Dejligt. Og kaffen var udmærket. Musikken ligeså. Et fesent udvalg af lærere, selvom eleverne havde reklameret for det. Kun en enkelt musiklærer kom. Lidt for dårligt, når nu det er elever der laver musik. Tænker jeg lidt. Men oh well...weekenden er nok hellig for nogle. Sådan skal det også være.

Men for nu ikke at glemme det vigtige: jeg så for første gang Togkæresterne skændes lidt i toget fredag morgen! De kom som sædvanlig hver for sig. (og jeg så det, fordi jeg var med bus, min cykel er flad, så derfor kommer jeg i god tid til toget!) Togkvinden først. Og hun blev faktisk en smule panisk først, fordi toget begyndte at køre før tid, og hvor var Togfyren!?! Men det viste sig, at toget bare skulle lidt fremad på perronen for at gøre plads til toget fra Århus. Og Togfyren kom, så panikken kunne lægge sig igen. Men det viste sig så, at Togfyren havde glemt noget, han skulle have husket til Togkvinden. Eller...havde glemt at arrangere noget, som han skulle have arrangeret for Togkvinden. Hun blev i hvert fald godt knotten, og lavede forsmåede og skuffede ansigter. Den slags, som kun forsmåede og skuffede kvinder kan lave. Vel især forsmåede og skuffede kvinder, der ikke bor sammen med deres kærester, selvom de er i midten af 30'erne, fordi deres forhold er turbulent. Togfyren var ikke populær, lad os sige det sådan. Men han fik lov at sidde ved siden af hende alligevel, og hun kommenterede også på en artikel i gratisavisen omkring Brønderslev. Der er vel heller ingen grund til at ødelægge hele turen, bare fordi Togfyren er glemsom.

Ingen kommentarer: