søndag den 16. maj 2010

Lidt om forskellige tilgangsvinkler.


Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det er for lang tid siden, at der er kommet en opdatering om Togkæresterne, og hvordan det går dem på deres togture. Og det er også rigtigt. Dels er det fordi jeg har været så heldig at have temmelig godt matchende skema med en bilist fra Aalborg, så togturen tidligt om morgenen sker ikke så ofte...og dels er det også fordi, der ikke rigtig sker noget, de par gange jeg så er i toget og kan holde øje. Sad, but true. Der er intet nyt.

Jeg undrer mig til stadighed over, hvorfor det ikke går med Togkæresterne. Eller, det går jo, må man håbe. De er vel tilfredse med deres anordning, må man håbe. Men hvorfor er det gået galt? Kommunikation må være svaret. Og her var det, at jeg observerede en episode i en sportsbutik (don't ask!) imellem nogle unge mennesker - lad os kalde dem pre-teens...måske teens, jeg har svært at se det nogle gange. Men i hvert fald, der var denne gruppe piger, der fnisede rigtig meget, og så bliver jeg jo nysgerrig. Det viste sig så, at de kiggede på deres veninde, der stod og talte med en fyr! Hvor sødt, tænkte jeg, og kiggede videre i butikken. Senere så jeg dem stå sammen allesammen, og tænkte: "Åh nej, lad dem nu være, altså!", men så overhørte jeg en af dem sige noget i stil med: "Og hun vil gerne kysse lidt på dig, fordi hun synes du er helt vildt sød, så hvad siger du til det?!?" Så var det at jeg kom til at tænke på, at selvom det vel egentlig var meget synd for den stakkels fyr, sådan at være omringet af piger, men at det på en eller anden måde var meget befriende. Selvfølgelig var det ikke pigen, der ønskede at kysse lidt på fyren, der sagde det selv, men alligevel blev det sagt. Jeg tænker, at hvis de piger bliver ved med at udtrykke deres ønsker og behov, er det så ikke dejligt for dem? Eller, er det bare endnu et udtryk for vores fordomme om, at teens er dybt selv-centrerede og sætter sig selv før alt andet? Det kan også være.

I hvert fald har jeg en lille snigende fornemmelse af, at Togkvinden måske kunne lære lidt af pigerne i sportsbutikken: hun skulle måske udtrykke sine ønsker lidt mere tydeligt (og nu ved jeg godt, at jeg bare går ud fra at problemet i deres forhold er Togfyren...). Jeg synes de ser glade nok ud, Togkæresterne, omend lidt kedelige. De kommer stadig bare hver for sig, og virker sådan...mediumglade for hinanden. Men jeg savner dramaet! Enten den ene eller den anden slags drama: overdreven nussen i toget, eller kold luft henover gratisaviserne. Et eller andet. Det virker som om, de bare har accepteret tingenes tilstand som den er, og så er det sådan. Måske en af dem skulle finde den indre pre-teen frem og sige: "Hør nu her, jeg vil gerne have et rigtigt forhold til dig, hvad siger du til det??!" Hvor svært kan det være?

Med mindre, at parret i sportsbutikken ender som fremtidens Togkærester...


Ingen kommentarer: