Ja, hvad er nu det for noget, så går man ligeså stille og tror at alt er fryd og gammen, og så er der pluselig en, der smider en bombe! Endda en, der stod på tærsklen til at indgå i romantisk ægtestand med sin kommende mand. Lige der, midt i glæden blev det afsløret!
Okay, indrømmet: når jeg tager toget om morgenen er jeg måske ikke den første der står og venter på perronen på at toget kommer. Jeg er nok nærmere den, der panisk springer ind i kupéen lige inden togføreren blæser i fløjten. Sådan er vi så forskellige. Min kollega er af den første slags, men har været ude af togrutinen i en periode. Nu er hun tilbage, og kan afsløre, at hvad jeg og min anden kollega troede var en lykkelig afslutning på Togkæresternes Sære Hverdag nu bare er endnu et kapitel til noget mere sært. For åbentbart følges de stadig ikke ad.
Åbentbart kommer de stadig hver for sig, for det er blevet set at Togkvinden sad i kupéen på Aalborg st. hvorefter Togfyren kom ind, og satte sig nogle minutter senere. Hvad sker der lige med dem? Et forslag er nu, at Togkvinden nu cykler til Aalborg st. for at få 5 minutter mere med Togfyren om morgenen...det bliver trods alt til 25 minutter mere på en 5-dages arbejdsuge. Eller Togkvinden er flyttet...men hvorfor så ikke sammen med Togfyren!?!
En helt fjerde kollega mener bare, at vores fascination af emnet er lidt lettere sygeligt, og at det burde stoppe. Jeg ved ikke. Nu er vi bare kommet så langt, ikke sandt? Og det er vel også naturligt for mennesker at kigge på hinanden, og når der er sådan nogle mærkelige mennesker (altså ikke fordi de ser mærkelige ud, slet ikke!) kigger man altså bare ekstra. Hele togpendler-kulturen er vel også lidt bundet op på at man skal lure på hinanden om morgenen og om eftermiddagen?
Så er det bare vi skal til at overveje hvornår vi skal kontakte vores medmennesker. Tør vi i virkeligheden at spørge Togkæresterne, hvad de egentlig har gang i, eller er det ikke bare sjovere og mere hyggeligt, hvis vi istedet sammen finder på historier omkring dem, vi ser på vores vej i toget om morgenen?
Okay, indrømmet: når jeg tager toget om morgenen er jeg måske ikke den første der står og venter på perronen på at toget kommer. Jeg er nok nærmere den, der panisk springer ind i kupéen lige inden togføreren blæser i fløjten. Sådan er vi så forskellige. Min kollega er af den første slags, men har været ude af togrutinen i en periode. Nu er hun tilbage, og kan afsløre, at hvad jeg og min anden kollega troede var en lykkelig afslutning på Togkæresternes Sære Hverdag nu bare er endnu et kapitel til noget mere sært. For åbentbart følges de stadig ikke ad.
Åbentbart kommer de stadig hver for sig, for det er blevet set at Togkvinden sad i kupéen på Aalborg st. hvorefter Togfyren kom ind, og satte sig nogle minutter senere. Hvad sker der lige med dem? Et forslag er nu, at Togkvinden nu cykler til Aalborg st. for at få 5 minutter mere med Togfyren om morgenen...det bliver trods alt til 25 minutter mere på en 5-dages arbejdsuge. Eller Togkvinden er flyttet...men hvorfor så ikke sammen med Togfyren!?!
En helt fjerde kollega mener bare, at vores fascination af emnet er lidt lettere sygeligt, og at det burde stoppe. Jeg ved ikke. Nu er vi bare kommet så langt, ikke sandt? Og det er vel også naturligt for mennesker at kigge på hinanden, og når der er sådan nogle mærkelige mennesker (altså ikke fordi de ser mærkelige ud, slet ikke!) kigger man altså bare ekstra. Hele togpendler-kulturen er vel også lidt bundet op på at man skal lure på hinanden om morgenen og om eftermiddagen?
Så er det bare vi skal til at overveje hvornår vi skal kontakte vores medmennesker. Tør vi i virkeligheden at spørge Togkæresterne, hvad de egentlig har gang i, eller er det ikke bare sjovere og mere hyggeligt, hvis vi istedet sammen finder på historier omkring dem, vi ser på vores vej i toget om morgenen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar