onsdag den 30. december 2009

På kanten.


Til et nyt år, hvor alt kan ske. Det bliver også et helt nyt årti...hvor er det spændende. Mange nye udfordringer ligger og venter, og jeg håber det bliver ligeså interessant som de bedste afsnit af Dallas og Dynasty...eller...måske faktisk knap så interessant, men så måske i det mindste med den samme mængde fabulous tøj, og måske mængden af champagne også kunne være tiltalende?

Jeg bruger juleferien på at svælge i Dynasty. Jeg er selv den lykkelige ejer af sæson 1 på dvd, og har nu lånt mig til sæson 2. Det er fabulous. Jeg hygger mig vældigt med det, men jeg har lidt Anders mistænkt for ikke at dele min begejstring for det. Jeg kalder det kulturel uvidenhed. Andet kan det ikke være.

Hvad skal jeg så sige om det forgangne år? Det er tid til årsregnskaber, som Ann ellers er bedre til end mig. Men i hvert fald kan jeg sige, at det egentlig går ganske fint. Rigtig godt, faktisk. Jeg har idag været nede at træne i sådan et Fitness-center. Dejligt. Jeg har også været medium flittig til at lave Pilates og løbe, når vejret har været til det. Har deltaget i IN's kvindeløb og i Limfjordskrydseren, så lidt sportslige bedrifter har der da været. Jeg har nu indgået en træningspagt med Anders, så måske kommer 2010 til at være endnu mere sundt på den front?

I Hjørring er jeg glad og tilfreds, og har fået masser at lave. Hygger mig vældigt med eleverne og kollegerne. Glæder mig til for første gang at starte en 1g og forhåbentlig køre dem igennem til slut. Rigtig forme deres små uskyldige sind i min retning. Mwuahahaah!

Og så er der jo det med kærligheden. Suk ja...det er skønt. Dejligt. Lige som det skal være. Så det er kedeligt at skrive om her. Håber istedet på nye spændende konflikter imellem Togkæresterne i det nye år. Det ville være herligt!

Husk sikkerhedsbrillerne imorgen!

fredag den 11. december 2009

Ny Plads i Toget.


Jeg skulle med toget klokken 06:56 (why, oh why!?!) i morges, og som jeg har blogget om tidligere, har Togkæresterne skiftet plads i toget. Jeg skulle alene med toget her til morgen, så jeg besluttede mig til også at skifte plads, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg alligevel er pendler nok til at være en smule utryg ved tanken om en helt ny kupé i toget. Shock horror!

Men som sagt, så gjort. Der skete lidt, der var spændende, for de fulgtes med en anden mand, som sad ved dem, og de snakkede sammen. Og alligevel var Togkæresterne kærestede...altså...ikke superkærestede, men lidt. Togkvinden smilte koket til Togfyren, og jeg så berøring af lår på et tidspunkt. Det er da en forbedring i forhold til tidligere, hvor de ikke rørte ved hinanden eller på anden vis gav udtryk for deres kæresteri, når der var andre med, som de kendte. Måske er det julestemningen, der har grebet dem? Det kunne da være lidt hyggeligt.


fredag den 4. december 2009

Selv-organisering, the og december!


Har organiseret mig til en skemafri fredag, så jeg på den måde kan nyde en kop dejlig the på sofaen i ro og mag, og generelt bare hygge mig. Jeg har selvfølgelig et sæt opgaver eller to, men det er stadigvæk med base på sofaen, at det skal ordnes. Nice? Ja, det tror jeg nok.

I weekenden løber årets første julefrokost også af stablen, og det er jo den, er vi blevet enige om, sådan vidt og bredt, som vi glæder os mest til. Nemlig den, der foregår ude på landet, i Saltum. Herlige mennesker, herlig mad...herlig musik, hvis det står til Kent. Ser vældig frem til det. Det bliver a hoot, tror jeg. Især fordi kvinderne skal være sparkly fabulous i vores attire. Jeg tænker røde sko...mmm!

Forøvrigt har Togkæresterne flyttet plads i morgentoget. Og ikke bare plads, men vogn. De sidder ikke længere i den forreste vogn i højre side, næ nej, nu sidder de i den næstforreste vogn i...shock horror...venstre side. Blev helt paf første gang det skete. Har talt med en kollega om, om vi mon burde følge efter dem. Jeg føler lidt, vi bør, for hvordan skal vi ellers følge med? Vi skal jo følge med, det er det, livet handler om. Det, og så rigtig god the. Nå ja, og kærlighed og fred i verden. Men altså...mest at følge med og rigtig god the.